HVITVEDS FORSKELLIGE BRYG

Hvitveds Bryg har nu 101 bryg på samvittigheden. Kadancen er sat lidt ned de sidste år, men alligevel er der i al ubemærkethed rundet et skarpt hjørne - et 100 brygs jubilæum blev det til, og med stil blev det selvfølgelig fejret i forbindelse med julen 2024. 

Humleprojektet er der dog fortsat tid til at pleje. Der bliver også brygget på de 4 humler fra haven, og selvom jeg ikke kender humlens nøjagtige bitterhed, bliver det alligevel til velsmagende øl. 

Vil du se mere om, hvordan humlerne gror og klarer sig så kig under humleprojektet - Humleprojekt
Har du lyst til at vide mere om, hvordan humlen har udviklet sig, så kan jeg varmt anbefale at kigge med på The Craft Beer Channels film om "The hops that built craft beer - a documentary" www.youtube.com/watch?v=52nl1Fh6qnQ

Med de mange bryg på samvittigheden begynder jeg så småt at have nogle favoritter, der helst skulle være til rådighed hele tiden. Min juleøl er ved at finde den helt rigtige balance, ligesom lakridsporteren og min kopi af Mikkelers Beer Geek Breakfast nu er faste i sortimentet. Jeg er også blevet helt vild med min Saison, der er let, frisk og fyldt med frugtnoter fra Saisongæren. Den laves bedst om vinteren, når der er godt gang i gulvvarmen i kælderen, hvor den gærer mellem 25 og 28 grader.

Kunsten bliver nu, at fastholde de gode øl uden at slippe lysten og arbejdet med at udforske nye typer. Nå ja, bliver det et problem må jeg jo bare sætte antallet af bryg op.

Find alle Hvitveds bryg på BeerCalc (søg under Brewer: Morten Grand) eller se den komplette liste her:    Øl liste
 

MORTENS FAVORITTER

I de mørke tider er Youngs Double Chocolate Stout en af favoritterne, mens det om sommeren naturligt nok er de mere humlede typer - selvom det mørke øl aldrig slippet taget uanset årstid.
Foråret byder altid på nye muligheder for at rykke rundt på det hele - især efter et besøg på Danske Ølentusiasters Øl festival. Har du ikke allerede forkælet dig selv med et besøg, så er muligheden der igen hver år til maj. Du kan altid finde mere information på Danske Ølentusiasters hjemmeside: www.ale.dk
------------------------
Der er derfor ingen grund til at vælge en enkelt "favorit". Jeg synes, at det er mere på sin plads, at konstatere at udvalget i dag er så godt blandt danske bryggere, at valget i stedet falder på dansk kvalitetsøl - fra danske mikrobryggerier.
Et sådan besøgte jeg på vej til en super ferie på Sydfyn for nogle år siden. Vejen slog forbi Refsvindinge Bryggeri for at fylde en kasse med forskellige smagsoplevelser. Dørsalget på bryggeriet har åbent hver dag, og betjeningen og atmosfæren er præcis, som den skal være - åben og hjertelig.
 
Missionen blev fuldført. De udvalgte smagsoplevelser blev en for en nydt, og grundlaget for endnu et besøg på hjemvejen for at erstatte de tomme flasker med favoritterne var i hus.
 
 
 

Steambeer

Jeg ville gerne prøve at brygge en lager øl. Problemet var bare, at jeg ikke – endnu – har faciliteterne til at gære under de lave temperaturer, som en lagerøl kræver. Derfor blev mit første bryg med lagergær en Steam Beer.

Ekstra Bladet har beskrevet en Steam Beer som en klassisk øltype, som har sit udspring i de glade guldgraverdage i Californien i midten af 1800-tallet. Steam beer, som er en fusion mellem en lagerøl og en Ale, er kendetegnet ved at være gæret på undergær ved en overgærings-temperatur”.

Pinsevejret i 2014 indbød til at brygge udenfor. Udgangspunktet er Pale malt, Crystal malt og Dark crystal malt. Humlen er Nothern Brewer og valget af gær faldt på WLP810 San Francisco Lager.

Gæringen foregår under kældertrappen hvor temperaturen ligger på omkring 18 grader. 

 

 

 

 

 

Verdens bedste "Malt hytteostboller" til morgenmad dagen efter en brygning - jo da, malten fra mæskningen kan sagtens bruges i brød - en god måde at få "øl til morgenmaden"

Er du ikke helt overbevist endnu - så tag et kig på "Mysteriet om Anchor Steam Beer"

www.youtube.com/watch?v=v0xq0ETO3wc