Sommer i Danmark
Endnu en sommer i Danmark - jamen det er jo perfekt. Perfekt fordi det igen giver en mulighed for at udforske alle de oplevelser, der ligger lige foran ens fødder.
Det blev bl.a. til en fantastisk tur til Trekroner Fort med efterfølgende gåtur langs hele den københavnske havnefront og det endda på en solskinsdag af de helt store, hvor man skulle tro, at alle københavnerne havde taget badetøjet på, og hang ud langs vandet.
Inden turen gik retur fra Trekroner, var der lige tid til at besøge det lille vandhul på fortet. Det blev til 4 styks 1664 - Belgian Wit. De faldt især i god jord hos Mikkel og Birgitte, så der var jo ikke nogen vej udenom - endnu en klon af dette bryg skulle i hus, inden sommeren går på hæld.
Jeg havde helt glemt, hvor meget arbejde der er med brygning af en hvedeøl, når der skal mæskes med dobbelt dekoktion - håber resultatet står mål med indsatsen.
Mathias er selvfølgelig ikke blevet snydt, da vi sammen har brygget endnu en IPA i midten af vores sommerferie. Den mangler nu kun en enkelt uge, så skal den hældes på flaske.
Fortsat god sommer:-)