Sommerferie på Malta
Ikke en helt god sommerferie, hvis ikke turen også går forbi et enkelt bryggeri. Denne sommer var det Malta, der var destinationen, og når nu landets største bryggeri havde åbnet et besøgsventer med tilhørende brewpubs, så var det svært ikke at finde en undskyldning for at krybe i ly af den tryggende varme (38 grader), og besøge det nyåbnede vandhul.
Det er en meget flot bygning, der har huset Farson bryggeri gennem nu 95 år. Bryggeriet er uden sammenligning det største på Malta, og de producerer bl.a. den meget populære og let drikkelige Cisk Lager. Selvom den også blev nydt i sommervarmen, var det deres Blue Label , der klart smagte os bedst. Blue Label er en Amber Ale med masser karamel og chokolade noter, et tykt skum og medium smag fra humlen.
Deres besøgscenter var ok. Det er ikke specielt stort men stadig et besøg værd (15 Euro/person). Med i billetten var en Pint på The Cisk Tap øverst oppe. Her får man samtidig en fantastisk udsigt over Valletta og en stor del af øen.
Når den medfølgende Pint var nydt med super udsigt, gik besøget et par etager ned til The Chappel - en Brewpub, hvor det solgte øl i baren brygges lige ved siden af. Endnu en god oplevelse i rigtig gode omgivelser, og så var vi klar til næste stop - hovedstaden Valletta.